Shoegasm – 3 gode grunde til, at kvinder elsker sko (gæsteblog)

I dag byder jeg på en herlig gæsteblogger, og hun hedder Anne Billing! Anne arbejder for FDIH (Foreningen af Distance og Internethandel), har selv en blog der hedder “På Skrump”, og har som jeg, en stor forkærlighed for … tjaaa – SKO <3.

Jeg siger jer, mine sko/fussebilledeprojekt spreder sig som ringe i vandet. Det er fantastisk 🙂 !!!!!!  Divapower til Anne herfra, og tag godt imod hende :)/Rikke

Shoegasm – 3 gode grunde til, at kvinder elsker sko (gæsteblog)

Vi kvinder elsker sko, der er noget om snakken og jeg kan bevise det: Ok, måske er mine veninder mere skoelskende end gennemsnittet, det har jeg ikke taget højde for, men den er sikker HVER gang jeg eller en anden poster et billede på Facebook af dagens fodtøj:

Der er øjeblikkelig kvittering fra mindst 10 veninder i form af likes, kommentarer (ofte af den slags med hjerter i) og anekdoter fra lejligheder, hvor skoene har været med på tur.

Vi drømmer om sko med røde såler, glitrende Manoloer, og seje Marc Jacobs og forestiller os evig lykke i de forjættede designersko.

Men uanset, om der står Louboutin, Bianco eller H&M under sålen, så falder blikket på dem overalt: På gaden, på kontoret, til festen – og hjemme hos veninderne, når man (som jeg gjorde forleden) taber underkæben over forskellige former for indretning til de kære sko. De er nemlig sjældent reduceret til noget, der samler støv bagerst i skabet…

Min lillesøster købte engang et par sko lige for næsen af mig… Det var kærlighed ved første blik, men jeg var i tvivl om størrelsen, fordi mine fødder var hævede efter flyveturen København-New York.

Hun kunne lige så godt have knaldet med min mand (faktisk var det lidt værre), men heldigvis viste de sig at være lidt for store til hende, så nu bor de hjemme hos mig, hvor de hører til.

 

Derfor elsker vi sko

1.        Sko sladrer ikke!

De er ikke som bukser, forræderiske, der sladrer, når du har taget 2 kilo på.

Har du måske nogensinde hørt en kvinde spørge: ”Ser jeg tyk ud i de her sko?” – nej vel?

2.        Sko er dine bedste venner

På bare 10 sekunder kan de forandre alt: Din holdning, din numse, din højde – det kræver kun, at du tager dem på…

3.        Sko er vejen til lykke

Var det måske ikke pga. en sko, at Askepot fik sin prins?

Og der findes garanteret lige så mange grunde til at elske sko, som der findes kvinder!

 

Min første store (sko)forelskelse var i et par knaldrøde Kennedysko med glatte såler. Jeg var 6 år gammel og havde indtil da aldrig ejet andet end fornuftige, fodformede kernelædersko med rågummisåler.

Jeg kan stadig huske ydmygelsen, da jeg gled på 3. trappetrin og røg på røven i de glatte sko, men siden da, har jeg haft en svaghed for… Tadaaa.. røde sko!